Tag mig med til dit drømmeland – der hvor man kan drømme

En af de ting jeg elsker ved at gå i teatret, er når det lykkedes mig at blive så draget af stemningen, at jeg glemmer alting omkring mig. Det behøver ikke have noget med forestillingens kunstneriske kvalitet at gøre. Faktisk tænker jeg ualmindelig godt, når jeg ser kedeligt teater. Det var dog ikke tilfældet, da jeg for nogle uger siden var inde og se “We’re Not Waving… We’re Drowning” i Skuespilhuset. Hvis man keder sig under sådan en forestilling, vil jeg mene man har et ret gråt sind. Forestillingen startede med vi alle sammen fik af vide vi lige var døde, og nu ville blive præsenteret for 10 forskellige universer. Her skulle vi beslutte os for hvilket et af universerne, vi ønskede at blive i til evig tid. Ret genialt tænkt. En af de der idéer man godt kan ærgre sig over, man ikke selv har fundet på. Hvad de ville med forestillingen, og hvordan den skal analyseres er jeg bedøvende ligeglad med. Jeg havde en fest. De dansede mig igennem hele følelsesregistret, op og ned mellem liv og død, og ud i alle afkrogene af det menneskelige sind. Alt jeg kunne gøre, var at læne mig tilbage, storsmile og danse med gennem drømmeuniverset. Jeg kom i løbet af aftenen i tanke om flere forskellige halvfærdige idéer og manuskripter, jeg har liggende i skrivebordsskuffen (det lyder så hyggeligt, men det er selvfølgelig på min Mac, og ikke i min skrivebordsskuffe, de er arkiveret), undervejs blev der ved at dukke forskellige scener op i mit hovede, jeg tidligere har skrevet. Specielt et, som jeg undervejs måtte overgive mig til at tænke: Det MÅ jeg bare lave færdigt, og gøre noget ved. Da forestillingen var færdig, sad jeg tilbage med et dilemma; hvilket et af universerne skulle jeg vælge at leve videre i til evig tid? Det surrealistiske drømmeunivers, hvor alting kan ske, eller den evigt smukke kærlighed? Jeg kan og vil ikke bestemme mig; jeg snupper dem begge!

Der er jo det ved teater, i modsætning til film, at når en forestilling er taget af plakaten, bliver den måske aldrig sat op igen. Det er både skidt, men også helt fantastisk unikt. Heldigvis fulgte der i programmet en playlist med, så man kunne gå hjem og finde musikken, lukke øjnene, og se den igen og igen.

Stine

Kategorier  

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>