DM i freakshow. Jeg mener yoga.

IMG_2647

Jeg har fået forvildet mig ind til DM i Yoga. Eller “Danish and Nordic Yoga Sports Championship” som de kalder det. Det er 3. år det afholdes i Danmark og er selvfølgelig arrangeret af Bikram-bevægelsen, der i mine øjne er alt det yoga ikke er. Yoga er heller ikke en konkurrencesport.

APARIGRAHA (ikke-grådig)

Konkurrer ikke

Prøv ikke at efterligne andre (heller ikke til yoga)

Vær ikke jaloux og misundelig på andre

Giv slip på trangen til stimuli

Giv slip på trangen til materielle goder

Brug faste-perioder, for at finde ud af hvor afhængig du er

Kræv ikke mere end hvad du fortjener

Saml ikke mere end du har brug for

Vær gavmild

Men det var det altså i dag. Jeg ved ikke helt hvad jeg havde forestillet mig og tiltrods for at jeg kender ret mange københavnske yogier, kendte jeg ikke en eneste inde i salen. Men jeg var vildt nysgerrig på set-up’et og min søde kollega fra teatret skulle deltage i konkurrencen.

Ud fra deltagernes outfits og æstetikken i lokalet, mindede det ret meget om hvordan jeg forestiller mig gymnastikopvisninger i udkantsdanmarks forsamlingshuse, foregår. Dog peppet op af smagsprøver på holistisk kokosvand, birketræs juice og Bikram giftbags. Jeg vælger at sætte mig ned med en kop kaffe og et Rescue tyggegummi. Jeg føler mig helt fremmed her. En del af yogaverdenen jeg overhovedet ikke kender. Konkurrencen begynder. Deltagerne virker nervøse. Er meningen med yoga ikke at det skal lindre nervøsitet? Da jeg søgte ind i yogaverdenen, var det jo netop fordi jeg trængte til et helle fra al den konkurrence, der konstant er i skuespillerbranchen. Deltagerne laver hver især en håndfuld yogaøvelser, udført med skarp koncentration. Juryen bedømmer dem på deres ro og åndedræt i stillingerne. Flere af deltagerne bliver tydeligt skuffede over sig selv, når de ikke bevarer koncentrationen. Der sidder to kvinder foran mig. Den ene læner sig over mod den anden og hvisker: “ja, der er vidst lang vej endnu for os to, hva”. Hvorfor? Hvorfor vil du være god til at lave asanas? tænker jeg. Det hele er lidt underligt. Som et gammeldags freakshow. Jeg tænker på hvornår der mon kommer pælesidning. Nu er det børnenes tur. Hvad? Børn? På en scene? I en konkurrence? Det er nok det værste jeg ved. Men det kunne de selvfølgelig ikke vide. Pånær en enkelt af børnene, hænger de små pus bare i deres hypermobile led, uden nogen form for muskulær støtte. Det er virkelig underligt det her. Det er der vidst heller ikke nogen, der er i tvivl om jeg synes. Det går op for mig, at mit ansigtsudtryk viser en blanding mellem chok og foragt. Jeg beslutter at tage øjnene væk fra scenen og læse lidt i programmet i stedet. Jeg læser: Yoga competitions have a long history in India and have been used as a way to promote yoga as a holistic health system. The aim of the competition is to inspire peolpe, especially children, to take up a regular yoga praksis and improve there lives. At the heart of all competition is the belief that the world would improve immensely if everyone were able to practice yoga. Jeg er helt enig i at verden ville være et bedre sted, hvis alle praktiserede yogaens filosofier, men jeg forstår ikke helt hvorfor det skulle inspirere at se på nogen, der laver nogle svære stillinger. Konkurrencens vært, der faktisk er ret charmerende og likeable, bliver ved at spørge om ikke vi bliver inspirerede. Jeg bliver ved med at tænke “af hvad?”.

Til slut opfører den tidligere verdensmester i yoga et slangemenneskeshow for os. Virkelig sjovt, syret, underligt og underholdende. Men hvilken værdi har det i det hele taget at være verdensmester i asanas?

IMG_2650

Stine

Kategorier  

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>