Følg din passion. Ligegyldig hvor håbløs den syntes at være.

For et par uger siden blev jeg kontaktet af nogle elever fra en teaterefterskole, der var i gang med at skrive en opgave om at være skuespiller, og gerne ville interviewe mig. Grundessensen i deres spørgsmål handlede meget om den undren de havde i fht at der er så mange der drømmer om et liv på scenen, foran kameraet ect. men ender med at give op. Hvorfor give op, hvis det virkelig er ens store drøm? Øh, ja… hvad svarer man lige? Jeg kender ikke en eneste, der frivilligt har givet op, hvis det virkelig var deres store drøm. Enten var det i virkeligheden ikke deres store drøm, eller også var det. Men efter x antal år med afslag, stress, arbejdsløshed og nederlag er de tvunget til at vælge mellem at være skuespillere eller have et godt helbred.

Jeg er født i 1983. Det vil sige jeg er altså et af de børn, der er opvokset med sætningen: “Du kan blive lige hvad du vil og du er ovenikøbet en lille årgang, så der er frit valg på alle uddannelser.” Bullshit. Er man en af de børn, der har troet på hvad de voksne sagde den gang, er man blevet slemt skuffet. Jeg har søgt ind på virkelig, virkelig mange uddannelser. Faktisk søgte jeg i årene fra jeg var 16 år til jeg var 29 år ind på mindst 1 uddannelse om året. I kan nok godt gætte det ikke er særlig mange af dem, der valgte at optage mig. På nuværende tidspunkt har jeg kun været 30 år i 3 måneder, og har ikke søgt ind på nogen uddannelser endnu, men det kommer uden tvivl til at ske.

I går var jeg til et netværksarrangement i branchen, hvor der sad rigtig mange håbefulde aspiranter. Nogle af dem var unge, andre var efterhånden blevet pensionister, men havde først nu taget sig mod til at lytte til sine skuespillerdrømme. Jeg har altid været fortaler for at man skal følge sit hjerte, men alligevel havde jeg lyst til at råbe: “Don’t do it! Save yourself!”.

Men tiltrods for at intet har været eller blevet som jeg eller de voksne havde forestillet sig, har det lært mig at være selvstændig og kæmpe for mine passioner. Hvis nogen spørger mig til råds om hvilken vej jeg synes de skal gå, har jeg kun et svar, ligegyldig hvad din historie er:

Gør det du har allermest lyst til, på det tidspunkt i livet hvor du har allermest lyst til det og vær ligeglad med hvad din fornuft eller din omverden fortæller dig. Men gør noget, vær aktiv, tænk alternativt og vær modig. Lad være med bare at drømme. Gør noget ved det. Ligegyldig hvad det er.

Det er det råd jeg giver mig selv hver eneste dag.

942424_10151476190131533_1287539051_n

Her er hvad jeg svarede efterskoleeleverne:

Hvad skyldes det at skuespillere giver op på deres karriere selvom det er deres store drøm – har du egne erfaringer?

Der er jo grænser for hvor meget selvpineri man vil gå igennem, og man er jo altså også tvunget til at tjene nogle penge. Især hvis man har bolig og børn osv. Jeg kender ikke så mange, der decideret har “givet op”, men de fleste laver andre ting i perioder og vender så tilbage til det fordi de savner det alt for meget, men stadig er realistiske omkring det ikke er muligt at leve af. I skal tænke på at der næsten ikke findes nogen skuespillere, der får løn 12 måneder om året, og de jobs man har i løbet af året tjener man så dårligt på, at det næsten er umuligt at lægge penge til side og spare op til at leve i de perioder, hvor en teaterforestilling måske er afsluttet, eller man skriver på et manuskript til et kommende projekt ect. Dem der “giver op” 100% er ofte så psykisk pressede at det at være skuespiller er vejen til depressioner osv, så hvis de gerne vil have et sundt liv, har de faktisk ikke andet valg, end at stoppe. Jeg overvejer jævnligt at stoppe fordi man engang i mellem rammer en kvalmegrænse, men jeg ved også at det aldrig kommer til at ske, for jeg er alt for drevet af at skabe. Derfor holder jeg ofte lange pauser med selv at stå på scenen, og fungerer i stedet som instruktør. Både fordi jeg elsker at iscenesætte, men primært fordi jeg gerne vil skabe selv, og ikke vil være afhængig af om jeg nu lige bliver ansat af nogen. Så er jeg i stedet den der udvikler, instruerer og ansætter skuespillere m.m.

Hvad er det psykiske hårde ved at være skuespiller?

Det psykisk hårde er, at man aldrig ved om man kan betale sine regninger, heller ikke selvom man lever virkelig billigt. Derudover skal man indstille sig på at der ikke findes bekræftelse i jobbet, så hvis man får afslag på 19 ud af 20 castings, er det faktisk helt normalt. Men det er hårdt fordi man bruger så meget tid på at forberede sig til dem, og det altid vil ramme personligt, på et eller andet plan, når man får afslag. Når man så har fået jobbet, er det selvfølgelig fantastisk, men det hårde fortsætter i, at man altid skal sætte sig selv til side for jobbet. Det er fx ikke i orden at være syg. Faktisk er der en regel der hedder, du må kun melde dig syg hvis du skal til din egen begravelse. Så man kommer hurtigt længere og længere væk fra sig selv, fordi man hele tiden skal ignorere sin krops signaler. Med i jobbet følger der selvfølgelig og anmeldelser, som heller ikke altid er så gode for selvtilliden.

Tror du at det er sværere at klare sig som skuespiller i Danmark frem for USA?

Ikke nødvendigvis. Min egen erfaring er, at der er mange flere jobs, og man går til 10 gange så mange castings i USA. Til gengæld er der også 1000 gange så mange om buddet, så jeg tror ikke der er den store forskel. Faktisk tror jeg der er flere kunststøtte midler i Danmark.

Stine

Tags      

Kategorier  

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>