Comedy, kræft & kunstnerkrise

Forleden var jeg til testvisningen af Geo’s standup show Kemo og Comedy, der har premiere på Bremen i aften. Jeg er i virkeligheden slet ikke til standup, og jeg er også en af de der sure skuespillere, der bliver provokeret af man caster komikere uden skuespiltræning til skuespiller jobs. Men jeg var alligevel taget hen for at høre Geo, da jeg synes det er ret interessant hvordan man kan formidle et tungt emne i en let indpakning. Det er også sådan jeg har det med revy-genren, når den fungerer. Som at drysse sukker på skeen med levertran. Grunden var selvfølgelig at jeg lige nu sidder og skriver på et manuskript, med et svært emne. Flere af de ting han sagde, syntes jeg var ret tankevækkende. Hele ideen om hvor meget af sin identitet man mister, når man pludselig ikke er i stand til at fylde den rolle ud, andre synes man er, og som man selv er begyndt at tro på. Den der fører til man overvejer at sige ja til Vild med Dans, som man ellers kun har haft latter til overs for. Det beskriver ret godt, hvordan man er nød til at bygge sin identitet op omkring sig, for ikke at tabe sig selv på gulvet. For hvordan finder man egentlig ud af hvem man er, når omverden allerede har taget beslutningen for en. Og hvordan skal man kunne arbejde som skabende kunstner, hvis man ikke ved hvem man selv er? Går man i 8. klasse, ville det svare til man var vild med ham fra 10., men for ikke at drukne i ydmygelsen over han ikke gengælder ens følelser, overtaler man sig selv til man nok godt ku blive forelsket i ham fra parallelklassen, der har løbet rundt efter en hele året med tungen hængende ud af munden. Jeg synes det er ret fedt han tager fat i sådan et emne. Når jeg får mindre gode anmeldelser, bliver jeg virkelig i tvivl om hvem jeg er som kunstner, og så mister jeg evnen til at skabe, indtil jeg finder tilbage til det evige svar som jo er at jeg gør det for min egen skyld, og ikke for anmeldernes. Men man kan selvfølgelig ikke sammenligne kræft med en dårlig anmeldelse.

Efter jeg startede på Body sds uddannelsen, som Geo også har en joke omkring, (og bare rolig, jeg giver ikke mine klienter karate bank), var der flere der begyndte at spørge mig (okay det var mest andre body sds’ere, der spurgte om det) om jeg så ikke skulle lægge teatret på hylden. Er I sindssyge? Det er jo hele min identitet. Jeg har jo aldrig nogensinde lavet andet. Jeg havde ikke engang tid til at tage en studentereksamen, fordi jeg havde så travlt med at lave teater. Hvis ikke jeg lavede teater, hvem ville jeg så være? 100% superhelte kropsterapeuten Holistiske Lis? I don’t think so. Først og fremmest prøver jeg bare at være mig selv. Den person jeg ville være, hvis jeg aldrig igen ville behøve at arbejde.

identity+crisis-1-500x500

Stine

Kategorier  

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>