Min latent psykotiske kunstnerhjerne

10356-550x-JumpingBrainHeader

For nogle dage siden, læste jeg en artikel på videnskab.dk, der handlede om hvordan man havde målt/forsket sig frem til at kreatives hjerner, helt fysisk så anderledes ud end andres hjerner. Ud fra af hjernen er en muskel, der trænes hele livet, giver det selvfølgelig god mening. En af de opdagelser man havde gjort sig, var at de centre i hjernen, der øger folks risiko for at udvikle maniodepressive tendenser, især var latent hos skuespillere og komikere. Ud fra min egen verden, hvor jeg har arbejdet som skuespiller de sidste 15 år, og som instruktør/dramatiker med, af uvisse årsager, primær fokus i den komiske genre, sætter det selvfølgelig nogle tanker i gang. Jeg ved ikke om det så også er typisk for folk i de kreative/kunstneriske fag at være hypersensitive, men det er ihvertfald igennem det synsfelt jeg selv oplever verden.

Personligt har jeg, pga mit fag, brugt rigtig meget tid, energi og penge på at gå rundt og have det elendigt, fordi følelser fylder rigtig meget, og er noget man er rigtig meget i kontakt med som skabende scenekunstner. Ingen tvivl om at jeg også helt sikkert indtager en form for manisk tilstand, når jeg er i et produktionsforløb, hvor jeg skubber alt andet end kunsten til side. Sover gennemsnitlig 4 timer i døgnet, og bruger resten af timerne på at arbejde, skrive, tænke, løse praktiske umuligheder, afprøve spontane ideer, der ikke kan slippe mine tanker, og selvfølgelig feste. Som også er en måde at fastholde en sindsstemning på. Efterfølgende, når projektet er færdigt, følger som regel en periode, hvor jeg nærmest ikke kan huske hvordan jeg tænker kreativt, og bare er udmattet i månedsvis.

I dag spiste jeg frokost med en veninde, der begejstret fortalte om en opgave jeg havde givet mine skuespillere, som instruktør, for et år siden. For at være ærlig så kan jeg faktisk slet ikke huske den. Kun glimtvis. For det er noget, der opstår i processen, som udspiller sig så intensivt og tager så meget energi, at ligeså snart jeg ser den anden vej og er i gang med noget nyt, så er det der jeg er 100% tilstede. Ikke i noget jeg lavede for 3 dage siden. Det er en vildt fed måde at arbejde på, og jeg elsker det, men det tager også hårdt på kræfterne og jeg glemmer alle andre folk i mit liv, der ikke lige er tilstede i det pågældende projekt. Dog har jeg svært ved at se det gjort anderledes, og det er der måske nogle andre teaterfolk, der vil være enige med mig om. Det er passionen for at skabe og fortælle, der driver værket. Er den ikke tilstede, er det simpelthen ikke muligt at gøre det. Det kræver et stort energidrive. Og det er så åbenbart det, der kan måles i vores hjerner. Om man så bliver skør af at være kunstner, eller det er de skøre, der bliver kunstnere, ved jeg ikke. Men jeg ved at mange skuespillere især, nægter at gå i nogen former for terapi, fordi de er bange for at deres kreativitet forsvinder ud af dem. På en måde forstår jeg dem godt. Man får helt klart et større behov for at leve et mere “normalt” liv, når man får ryddet op i tankemylderet og løsnet op for spændingerne, fordi det lige pludselig går op for en at man har en krop, og ikke bare en overgearet hjerne, der sætter ens dagsorden. Det er vidst ingen hemmelighed at jeg selv har modtaget rigtig mange Body-sds behandlinger, og endda er blevet så grebet af det, at jeg har valgt at supplere mit liv med en Body-sds terapeut uddannelse, og det har ændret en del i mit liv. F.eks. er jeg blevet meget mindre egoistisk og min hverdag er heller ikke styret af pludselige migræne anfald mere. Jeg har også engang prøvet at gå i gruppeterapi, men det var simpelthen så meget til grin, at det eneste jeg fik ud af det, var et plot til en historie om en særdeles uharmonisk terapigruppe.

Af respekt for folk med en maniodepressiv diagnose, vil jeg dog lige tilføje at jeg aldrig selv ville kunne nærme mig en sådan diagnose på papiret, heller ikke før selvudvikling, men om jeg er blevet mindre effektiv rent kunstnerisk? Måske. Lyder spørgsmålet om jeg har fået et bedre liv efter selvudvikling, må svaret være, klart ja. Jeg kommer dog aldrig til at slippe den kunstneriske skabertrang. Den sidder så indgroet, at der ikke findes mulighed for at standse den. Gudskelov.

Stine

Kategorier  

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>