Det er bare ikke OK at ha’ det dårligt!

Laktoseintolerance

Da jeg sad og læste det her blogindlæg i morges, om at have ondt i maven, fik det mig til at reflektere over min egen mave, og alle de maver jeg til dagligt mærker på, i mit arbejde som Body-sds kropsterapeut. Maven er et af vores aller mest følsomme steder. Tænk bare på hvor meget den spænder op og opfører sig trodsigt, når vi bliver nervøse, bange, forelskede, ulykkelige, og fylder os med mærkeligt mad og drikke.

Da jeg var barn havde jeg ondt i maven hver dag. Hver eneste dag. Lægerne kunne ikke finde ud af hvad det var, så da jeg blev teenager fik jeg medicin mod mavesår. Set i bakspejlet var det ganske logisk hvorfor jeg havde ondt i maven. Jeg vågnede op hver eneste morgen til noget jeg ikke kunne fordrage. Hver eneste skoledag i hele min folkeskoletid, var den værste dag i mit liv. Men der er ikke særlig meget at stille op, når man er et barn, der i følge loven er tvunget til at gå i skole. Det var den psykiske grund til jeg havde ondt i maven. Den fysiologiske var at jeg var laktoseintolerant. Det fandt jeg dog først ud af som 25-årig, da min daværende Body-sds terapeut gjorde mig opmærksom på det.

Jeg var barn i 80‘erne, hvilket betød at der overalt var mælkereklamer. Nogle af dem sjove og kreative, andre var kæmpe skræmmekampagner der fortalte hvordan ens skelet ville smuldre og dø, hvis ikke man fik sin halve liter mælk dagligt. I går skrev jeg et blogindlæg om hvordan man kan finde frem til naturlige spisevaner, ved at iagttage dyrene. Dyr ved nemlig godt hvad de kan spise og hvad de ikke kan spise. Uden at læse videnskabelige artikler om det først. Det kan vi mennesker også, hvis vi holder op med at tro på alt hvad vi hører, eller blindt propper medicin i os, og i stedet vender blikket indad og lytter til hvad vores intuition og ikke mindst vores krop prøver at fortælle os. Da jeg var barn kunne jeg ikke fordrage mælk og surmælksprodukter. Jeg synes det smagte fælt. Men jeg havde jo ondt i maven, så jeg blev tvunget til at drikke mælk af mine pædagoger og lærere. I børnehaven blev jeg tvunget til at drikke kærnemælk, hvilket i dag betyder jeg kaster op ved lugten af koldskål. Det er vidst ikke ligefrem rocket science at det skyldes en intolerance.

Da jeg så endelig som voksen fandt frem til det, blev jeg selvfølgelig nød til at tage en test, for at min læge også ville tro på det. Det er det mest åndssvage jeg nogensinde har prøvet. Jeg blev bedt om at møde op på lægelaboratoriet i Pilestræde, hvor jeg skulle sidde og drikke en liter ren laktose. Det smagte så klamt, at jeg måtte kaste op og starte forfra. Da jeg endelig havde fået det ned, skulle jeg sidde og vente på om jeg fik det dårligt, hvorefter en blodprøve så skulle give mig det endelige resultat. Min mave voksede op til tidobbelt størrelse. Jeg havde kramper, hovedpine, feber og kvalme, og måtte selvfølgelig sygemelde mig resten af dagen. Jeg kunne ikke være mere ligeglad med hvad den skide blodprøve sagde. Det her var ikke noget jeg skulle udsætte min krop for mere! Selvom jeg havde lavet rigtig meget selvudvikling efter jeg havde udtjent min skolepligt, hvor jeg lover mig selv hver eneste dag jeg vågner, ikke at gøre noget jeg ikke har lyst til, var min krop selvfølgelig helt sindsygt stresset pga alt den mælk. Da jeg fra den ene dag til den anden skar alle mælkeprodukter væk forsvandt mine fordøjelsesproblemer, min daglige spændingshovedpine, mine migræneanfald og jeg blev generelt et meget mere roligt og rummeligt menneske. Hos lægen fik jeg af vide: du er nok bare sådan en der spænder meget. Så lad mig lige slå fast:

Det er bare ikke OK at ha’ det dårligt!

Der er altid noget man kan gøre! Måske ved at kigge indad. Måske ved hjælp fra lægen. Måske ved hjælp fra en kropsterapeut. Måske ved hjælp af noget helt fjerde. Vi er alle sammen forskellige, vi har alle sammen en forskellig historie, der findes ikke noget ens facit på nogen af os. Vi bliver nød til at kigge på hele vores liv, for at kunne løse et problem og få det bedre.

Stine

Kategorier  

Tove siger:

Dessverre sammenblandes ernæringsråd med landbrukspolitikk. I Norge på 60-tallet, da jeg vokste opp, skulle alle helst drikke minst en liter melk om dagen – det var selvfølgelig en nødvendighet for at norske melkebønder skulle få omsatt all sin produksjon! Jeg likte heller ikke melk og har knapt drukket melk siden jeg var 3 år, men jammen vokste jeg meg ikke 183 høy likevel, med sterkt skjelett og sunne tenner…:)

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>