Skabertrang og selvhjælpsbøger

At miste troen

Jeg har arbejdet professionelt med teater i 13 år. Mindst 1 gang om året har jeg sat mig ned, og meget kraftigt overvejet om jeg skulle finde på noget andet at lave. Ikke fordi jeg ikke kan lide at lave teater. Jeg elsker teater. Mere end alt andet i hele verden. Det giver mig en følelse af at være det helt rigtige sted, når det går godt. Problemet er bare de perioder hvor det ikke går godt. De perioder hvor man får afslag på 9 ud af 10 castings. Afslag på fondsansøgninger. Afslag på at blive medlem af den fine inderkreds. Dårlige anmeldelser. Hånlige kommentarer og nul tolerance fra a-kasse, pensions- og barselsordninger. Der er sågar folk i min egen familie, der kan finde på at spørge mig om jeg “stadig prøver på at blive det der” som jeg altså har lavet i over 10 år. Ikke noget at sige til, det kan være svært at holde snuden over vand!

Unknown-1

Kunst kan ikke anmeldes

Men sagen er nu engang den, at hvis du har en ualmindelig stor trang til at skabe, og hvis en hverdag uden kreativitet føles håbløs, så bliver du altså bare nød til at gøre det! Gøre det for dig selv, for processen, og for de mennesker der måske kunne finde det du laver inspirerende. Vi lever ikke i en verden hvor det er let at være kunstner. Det er heller ikke særlig respekteret. Men det er heller ikke ligegyldigt. Hvis det var ligegyldigt, ville universiteterne ikke uddanne kunst og kulturanmeldere i hobetal. For vi vil så gerne gøre os kloge på kunst og kultur. Men det kan man ikke. Det er totalt ulogisk, hvorfor det skulle kunne gavne, eller være interessant for nogen som helst, at der sidder en eller anden ligegyldig akademiker, der aldrig har haft en malerpensel i hånden og piller en kunstudstilling fra hinanden. Eller en teateranmelder laver en lang analyse om hvilken teknik og genreinspiration instruktøren måske, måske ikke, har arbejdet ud fra. Det er komplet uvedkommende. Kunst skal ikke anmeldes, kunst skal OPLEVES. Det må gerne diskuteres, men ud fra den viden at der ikke findes noget rigtigt eller forkert svar. Kunstnere skaber ikke med nogen som helst anden agenda, end at de gør det fordi de ikke kan lade være. Hvis man har en naturlig skabertrang, er det unaturligt ikke at følge den. Men helt ærlig, orker man det? Orker man anmeldernes, samfundets, omverdenens attitude overfor det? Nej ikke altid, og det er derfor der findes begreber som skriveblokering, sceneskræk, præstationsangst og angst for at blive til grin og fejle.

Man kan ALDRIG fejle som kunstner hvis man har sit hjerte med i det man laver, for der findes ikke nogen endegyldig løsning på kunst. Det er det, der er det smukke ved det. Så stop med at lade andre afgøre din kunnen, talent og værdighed. Hvis du har lyst til at gøre det, så gør det. Stop med at læse anmeldelser og bilde dig selv ind din karriere afhænger af, om nogen gider ansætte dig. Skab noget, der inspirerer dig. Som Julia Cameron siger: “Der er ingen grund til at være tilbageholdende med sin skabertrang, bare se på Gud. Kunne han nøjes med at skabe én blomst? Nej, nej, han skabte millioner forskellige blomster, i alverdens farver og former. Ingen grund til at være ydmyg, bare tænk på Gud, han holdte sig ihvertfald ikke tilbage med sin skabertrang”. Har du brug for at give din kreativitet og indre skaber et selvtillids-boost, kan jeg varmt anbefale Julia Camerons bog “The artists way” (oversat til dansk: Kreativitet). Det er en såkaldt selvhjælpsbog, hvor man giver sin kreativitet fuld opmærksomhed i 12 uger, mens man følger ugeprogrammerne i bogen. Det kan anbefales at lave kurset sammen med andre kreative/kunstnere, det hjælper en del på motivationen. Jeg lavede den selv i 2009, og den har betydet rigtig meget for hvordan jeg ser på mig selv, som skabende kunstner i dag.

Unknown kopi 2

Keep writing

Et eksempel på at have mistet troen på sig selv som skabende kunstner, fandt jeg for nogle år siden, da jeg var på opdagelse i en 2hand boghandel, et sted i Europa. En how-to bog for den selvstændige forfatter, med en personlig hilsen skrevet inde i bogen, fra forfatteren selv. Mark som bogen er signeret til, havde åbenbart mistet troen på det, og kasseret bogen. Jeg sender dig hermed en virtuel krammer, Mark. Uendelig kærlighed, inspiration og kreativitet herfra.

Unknown-2IMG_0214

Stine

Kategorier  

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>